’Hellere skide løs for åben dør end at hamre på noget, der ikke er der’, således lyder det fra Telestjernen, der med udgivelsen af albummet ’Hvidt Skidt’ runder stærkt og kompromisløst af på den albumtrilogi, han i 2009 påbegyndte om oplandet og provinsen med den anmelderroste debut ’Ungt Blod’. Telestjernen har med sin trilogi formået at stampe godt og grundigt i den jyske muld og hans elskede udkantsdanmark har dannet grundlag for både musik og tekst. Udkantsdanmark og de underfundige skæbnefortællinger, der findes her, er da også omdrejningspunktet for ’Hvidt Skidt’, der udkommer den 30. april på Eagle Vision Records og VME.
Telestjernen inviterer på ’Hvidt Skidt’ os alle sammen til, for en stund, at sparke døren til skurvognen, i vores egen indre trailerpark, op. For trailerparken bor i os alle, et eller andet sted! Og ’Hvidt Skidt’ er ni rockdokumentariske sange fra Telestjernens egen indre trailerpark; en umanerlig vigtig påmindelse om, at vi ikke alle har fået tildelt den samme skæbne.
’Hvidt Skidt’ er at lande i en endeløs trailerpark og blive spist af sine egne hunde. ’Hvidt Skidt’ er at dræbe en frø for at bygge en motorvej. ’Hvidt Skidt’ er en psykedelisk opsang til eksiljyderne i København: Kom hjem! ’Hvidt Skidt’ er en advarsel til fartbøllerne på de midtjyske landeveje. ’Hvidt Skidt’ er en hyldest til Tarantino og alle hans fantastiske film. ’Hvidt Skidt’ er et farvel til barndommens land, men også et goddag til voksentilværelsen, med en ganske særlig drøm som kald. ’Hvidt Skidt’ er for Telestjernen et umådeligt glædeligt minde om teenageårene i Karup Municipality – den flig af udkants Danmark, der aldrig har sluppet sit solide tag i musikeren, skønt han i dag bor i Brabrand i Århus. ’Hvidt Skidt’ er noget forbandet svineri, det hele!
På ’Hvidt Skidt’ møder vi alt muligt og umuligt. Persongalleriet favner i bedste Telestjernen-stil bredt. Der er nye karakterer, men også gamle kendinge, som f.eks. Johnny Boy, som vi har fulgt siden barndommen på ’Ungt Blod’ og senere ind i den vilde ungdom på ’Roxy Grill’, der udkom i 2010 og var trilogiens to´er. På ’Hvidt Skidt’ introduceres vi desuden for ludomanen ved den enarmede tyveknægt, den voksne som piller ved de små og landmanden på den midtjyske alhede, som har opgivet sin besætning og midt i elendigheden får stjålet selvdøde svin, der ender som kebab. Men vi møder også den utilpassede og misrøgtede knægt, der i Telestjernens skoletid gik under navnet Sorte Per, fordi han allerede i 5. klasse stjal knallerter, røg Cecil, gik i læderjakke med rødt for og generelt stod i lort til halsen.
- Jeg turnerer jævnligt rundt i det jyske for at finde eller ”genopleve” historier. Mine sange er beretninger om mennesker på randen af tilværelsen – på godt og ondt – det er hos dem, de gode historier ligger, forklarer Telestjernen med det borgerlige navn Rasmus Johansen.
Når den 34-årige musiker ikke er på historiesøgende rundfart, finder han også inspiration i avisartikler, tv- og radioudsendelser, film eller for den sags skyld på Roxy Grill i det mørke Jylland, kun et stenkast fra barndomsbyen Karup Municipality.
En gryderet af stilarter
’Hvidt Skidt’ er mere end musik af den gamle skole – ’Hvidt Skidt’ er glamourøs kebabrock med et twist af en orientalsk western optaget i en østjysk røget garage øst for Bazar Vest. Men ’Hvidt Skidt’ er samtidig en gedigen sammensmeltning af rock, pop, surf, og disco, hvor det er sangen og guitaren, der bærer projektet. Dertil skal lægges Telestjernens stærke tekstunivers. Det er musikalsk storytelling. Råt for usødet.
På tekstsiden finder den musikalske rimsmed sin inspiration hos bl.a. Allan Olsen, Johnny Madsen, C.V. Jørgensen, Gasolin og Kim Larsen. På ’Hvidt Skidt’ bliver den jyske troubadour stærkt bakket op af bl.a. Manoj Ramdas (SPEKtR og Sort Sol) og Hank Robot (Powersolo og Kim And The Cinders).
Nok er trilogien fuldendt, men Telestjernens personlige rockdrøm er først lige begyndt. Forude venter masser af fantastiske musikfortællinger fra musikeren med de lange, lyse krøller og det viltre skæg.


