Søren Pagh har brugt langt det meste af sit liv på musik og han elsker det. Forrige år hittede han i bandet Urban Confessionals med sangen ’My Song’, der endte som årets femte bedst placerede nummer på Systemlisten på P3. Men nu har den unge knægt valgt at stå på egne ben og solistdebuterer med singlen ’Nytårsnat’. ’Nytårsnat’ er hans allerførste dansksprogede sang og er en forløber for et album, der ventes på gaden senere på året.
Stilen på ’Nytårsnat’ er eksplosiv elektronisk pop. Og udspillet er hundrede procent hjemmegjort i studiet i Skovlunde – lige med undtagelse af en enkelt afstikker til Los Angeles, hvor Brian ”Big Bass” Gardner (Madonna, Eminem, Foo Fighters m.fl.) har sørget for mastering.
Søren betegner sig selv som en rigtig popdreng, men har lagt vejen omkring mange forskellige genrer, før han omsider blev enig med sig selv om at følge sit (pop)hjerte og blotte det fuldt ud.
Det er på ingen måde nyt for Søren at arbejde professionelt med musik. Han har spillet i adskillige bands. Været trommeslager, guitarist, frontfigur, melodimand og producer samt pendlet mellem landsdelene for at spille med nogle af de bedste musikere. Men nu har han forladt de musikalske kollektiver og pladeselskaber for at skabe sit helt eget rum.
Når Søren går i studiet, er det som oftest helt alene. Han skriver al materiale selv, spiller samtlige instrumenter, indspiller og producerer selv.
De nye sange fra den kommende EP rummer elementer af mange forskellige ting fra den musikalske legekasse med inspiration fra rocken over dub steppen til det klassiske i produktionerne.
Teksterne er bygget op om omkring selvbiografisk materiale. For Søren rimer hjerte på smerte i denne ombæring nye sange, og de selvoplevede tekster rammer lige der, hvor det gør så ondt og så godt på én og samme tid for os, der også har haft et stævnemøde med den satans kærlighed.


