rssoc

Tid og sted standser op og forsvinder, når bandet REVEREND SHINE SNAKE OIL Co. indtager scenen. En flok omrejsende musikmedicinmænd, der blander swing med amerikanske folkefortællinger, mikser med rock-steady og svedig megafonprædiken, lader det boble og syde af blues tilsat en skvis punkrock, og koger det hele ind til en helende eliksir – Snake Oil. Vidundermidlet, der kan kurere enhver sygdom, udglatte rynker, fjerne pletter på skjorten og forlænge livet!

Gå ikke glip af den begivenhedsrige aften på Copenhagen JazzHouse, der, ud over “The Medicine Show” med REVEREND SHINE SNAKE OIL Co. og special guests som den gambianske koraspiller Basiru Suso, byder på filmpremiere og live uropførelse af det til filmen hørende soundtrack af bandet The Horsemen.

I “The Medicine Show” står Reverend Shine alias eksilnewyorkeren Claudius Pratt i spidsen for en sarkastisk og sentimental forkyndelse af musikalsk frelse – til tider englesmuk, til tider djævelsk æggende.

Claudius Pratt og hans musikalske åndsfælle Justin Moses Gunn emigrerede fra deres fødeby New York til København, hvor de nu lever i selvvalgt kunstnerisk eksil og siden 2007 har rusket op i de københavnske spillesteder med bandet RSSOCo. og dets hæsblæsende symbiose mellem rock’n'roll og spiritualitet. Ud over de to newyorkere består bandet af en sønderjyde, en fynbo og en østtysker, der tilsammen har lange tråde ud i store dele af verden, og specielt tilknytningen til Afrika er en iørefaldende del af deres mangfoldige univers.

“The Market Place”

Sierra Leone i Vestafrika åbner for sin skønhed og mystik i første afdeling af aftenens program, hvor der er verdenspremiere på filmen “The Market Place” af den amerikanske instruktør Gamiel Abesodu. Da Abesodu besøgte sine forældres hjemland Sierra Leone for første gang, blev han overvældet af landets atmosfære, og i filmen deler han ud af den visuelle overflod og intenst levende stemning på en afrikansk markedsplads.

Her falbydes alle jordens gaver, fattigdom og rigdom eksisterer side om side, og fordærv såvel som skønhed er sat til skue. “The Market Place” er en visuel fortælling om livet i Sierra Leone og skildrer den fascination, der griber en udefrakommende ved mødet med skønheden i en fremmed kultur. Filmen beskrives af instruktøren som en filmisk røverhistorie, en fortælling om livet eller blot som et kunstværk.

“The Market Place” akkompagneres af et soundtrack fremført live af bandet The Horsemen. The Horsemen beskriver sig selv som en flok anonyme budbringere, hvis identitet ikke skal stå i vejen for det budskab de bringer, og derfor ikke kan afsløres her.

Da Reverend Shine Snake Oil Co. sidst gav koncert for et propfyldt JazzHouse, stod mange københavnere forgæves i kø på en regnvåd Niels Hemmingsens Gade. Nu får de atter chancen for at se lyset og modtage Reverend Shines livgivende bluessakramenter.

Bookmark and Share