Sangerinden KISHIPA er indtil videre et helt ubeskrevet blad på den danske popscene, men med debutsinglen ”This is my sin” er hun klar til at lyse op i det vintertunge mørke. ’This is my sin’ udkommer den 29. november.

På trods af KISHIPAs beskedne alder besidder hun allerede en solid musikalsk ballast. Hun er vokset op i et ”hjem med klaver” og i det musikalske barndomshjem nær Kalundborg debuterede hun tidligt med et fast greb om trommestikkerne, hvilket fortsatte, indtil hun blev omkring 15 år. Herefter tog guitaren over, og sangskrivningen begyndte for alvor at tage form. Hendes voksende kærlighed til sang og sangskrivning grundlagde det, der stadig den dag i dag, er hendes allerstørste drøm: At blive professionel popartist. Men med en drøm følger også hårdt arbejde, og KISHIPAs grundighed medførte bl.a. fem års fokuseret vokaltræning via Complete Vocal Techniques.

I 2009 havde KISHIPA skrevet og komponeret eget materiale i ikke mindre end ti år. Hun pre-producerede selv sine sange, pakkede kufferten og drog i 2010 mod byernes by Paris, hvor hun indgik et samarbejde med den dygtige producer Dominique Sablier. Sammen med hans crew af garvede musikere, hjalp han KISHIPA med at få sangene til at sidde helt i skabet og samarbejdet resulterede i debutalbummet ’AND SUMMER CAME’, der udkommer til næste år.

’This is my sin’ er et indblik i en ung kvindes battle med sig selv. Kvinden er dybt forelsket i en mand, som behandler hende skidt. Hun ved godt, hun ikke burde elske ham, men hun kan ikke lade være. For hende er han ligesom to personer. Han er hendes største kærlighed, og samtidig er han den person i hele verden som sårer hende allermest. På trods af den smerte han påfører, er det hendes inderste hemmelig, at hun stadig vil have ham. Svøbt ind i et fængende, elektronisk beat er ’This is my sin’ et festligt bekendtskab med en rørende, genkendelig og dyb historie gemt under den glade up-tempo facade.

Det kommende album ’AND SUMMER CAME’ indeholder en god blanding af forskellige genrer og spændende sammensætninger som eletro/pop, afro/pop, soul/pop, club/pop er alle repræsenterede på pladen. For at gøre lyden mere dynamisk, er grundsporene indspillet live og ”This is my sin” flankeres bl.a. af levende strygere. KISHIPA får på albummet erfaren backup af de franske musikere Amen Vienna, Patric Bio Ruffino, Jean Baptiste, Theo Criox, Dominique Sablier på piano og Sylvester Agbedolgo på djembe-tromme.

KISHIPAs talent er allerede blevet spottet af Tom Coyne, der repræsenterer Sterling Sound i New York, og arbejder med store navne som bl.a. Chris Brown, Beyonce, Janet Jackson og Britney Spears. Tom Coyne har mastereret KISHIPAS nye single og kommende album.

KISHIPA har været sangerinden, med det borgerlige navn Stine Juel Andersens, kælenavn i en årrække. Og det er ikke helt tilfældigt, at ordet betyder stædig på swahili. Hårdt arbejde, tålmodighed og ikke mindst en ordentlig portion stædighed har netop været en afgørende faktor for at KISHIPAS første single nu ser dagens lys.

Bookmark and Share