JULIE MICHELSEN – NYT ALBUM 23. APRIL 2012

 Den 23. april udkommer Julie Michelsens fjerde album med eget materiale på Julies eget selskab More Love Records og i samarbejde med Target Distribution. Titlen på albummet, ”Julie Michelsen”, rammer passende enkelt ind i Julies nye stil, hvor hun for første gang i sin solokarriere tager livtag med det danske sprog og står 100 % ved sin indre popsnedkersjæl. Det er blevet til et helstøbt, smukt og håndspillet album med 11 popsange af høj kvalitet.

Singlerne ”Hjemme nu” og ”Når vi ses igen” fra albummet er allerede i rotation på P4 og en lang række lokalradioer. Tredje single ”De dage” udkommer ultimo marts.

Der er lagt i ovnen til en hjemmestrikket mission

Seks år er der gået, siden Julie Michelsen udgav det dystre og introverte soloalbum ”The saddest songs in the world”. I dag er Julie på en helt anden slags mission. Tristessen er udskiftet med iørefaldende, dansksprogede popsange, velklingende harmonier og en syret rygersang, som tager kegler. Det er sange om kærlighed, indre dæmoner og en brændende trang til at stå ved den, man er.

Samtidig er Julie Michelsen i et sandt gør-det-selv-humør, hvor hun bager, strikker og broderer sit eget artwork sammen med kollegaer i kunstverdenen. Blandt andet veninde, tekstildesigner og kunstner Isabel Berglund og niece og digter Olga Ravn, som begge har bidraget med elementer til albummets cover.

Herudover har Julie Michelsen via en strikkegruppe på Facebook også inviteret fans og andre gode mennesker til at hjælpe med til at strikke albummet sammen. Bogstaveligt talt. For gruppemedlemmerne strikker covers til den nye cd. Julie står i øvrigt også for en række cupcakekurser, hvor hendes hold blandt andet skal bage cupcakes til releasefesten for det nye album.

Julie og kunsten

Jeg er hjemme nu. Det tog en herrens tid at nå”. Sådan synger Julie Michelsen på nummeret ”Hjemme nu”. Og Julie har netop været langt omkring, for at finde hjem igen: som kvinde og som musiker. En tur der har ført hende omkring bl.a. eviggyldig armod med verdens sørgeligste plade, en søgen efter en konditorlæreplads såvel som en tid som cupcakeinstruktør og som hjemmegående hustru og mor. Nu tager hun det hele med sig ind i et nyt musikalsk univers. En hel del klogere og en hel del tættere på.

Julie Michelsen er en kvinde med mange jern i ilden. Og det har hun altid været. Det er sådan, vi bedst kender hende. Med blandt andet perleplader, cupcakes og strikketøj har hun skabt sig et stærkt visuelt og musikalsk image, som fortæller historien om en idérig og fantasifuld kunstner, der gør tingene selv. En kunstner med humor og mod og som er helt sin egen. Samtidig er det på det nye album også tydeligt at høre, at Julie har fundet sit udtryk, sin hylde og sit musikalske hjem. Indtil videre, i hvert fald… For det er jo aldrig til at vide, hvad Julie finder på næste gang.

Besøg Julie Michelsens strikkeklub på Facebook.

 

Bookmark and Share