
Slagbas, stive vinger og verdens første ornitolog-duet
Den 23. april udkommer Dans & Lærs andet album “Flere Fugle”. Første single fra albummet er “Grønirisk”.
Slagbassen har levet en tilbagetrukket tilværelse de sidste mange år. Det samme gælder den lille fugl grønirisken, som bygger sin rede i stedsegrønne områder for at falde i et med omgivelserne. Nu trækker det fugleglade band Dans & Lær begge disse skyggeeksistenser frem i lyset. På kvintettens dugfriske single “Grønirisk” trakteres lytterne til en funky omgang fugleundervisning, hvor den generte fugls stivvingede parringsflugt får masser af opmærksomhed.
Hvor det udelukkende var den 75-årige fugleekspert Ole Geertz-Hansen, der lagde stemme til Dans & Lærs første udgivelse, har han på “Grønirisk” fået selskab af lektor i almen zoologi Poul Bondesen (1912-2007). Der er altså tale om intet mindre end verdens første ornitologduet. I sangen beskriver Ole Geertz-Hansen, hvordan grønirisken flyver rundt med “unaturligt stive vinger”, mens Poul Bondesen fokuserer på fuglens “snorkende glidelyd”, der udtales omtrent således: dzzzzzyi.
“Grønirisk” udkommer d. 20. februar og følges op med en video, hvori Dans & Lær sammen med mentoren Ole Geertz-Hansen serverer teorier om, hvorfor grønirisken egentlig har så stive vinger. “Grønirisk” er første single fra Dans & Lærs kommende album, der forventes at være på vingerne midt i april.
Se videoen til “Grønirisk” her.


