Magnus fra Gaarden

Magnus fra Gaarden holder jazzfest med anarki-garanti!

Bondegårdsensemblet pløjer sig igennem op til flere københavnske bydele for at give fem knaldede koncerter under årets Copenhagen Jazz Festival (2.-11. juli).

Børnene af den ny generations jazzmusikere, kalder Magnus fra Gaarden sig selv. Bandet kan opleves ved ikke mindre end fem koncerter under dette års Copenhagen Jazz Festival, der kulminerer i et late night brag i Øksnehallen lørdag d. 11. juli kl. 23, hvor Magnus fra Gaarden leverer krudt til festivalens afslutningsfyrværkeri. Der er dømt anarki-garanti, når de fem instrumentalister, uden at gå på kompromis med sammenspillet, den tekniske kunnen og den udfordrende besætning, omdanner et meget snævert musikalsk udtryk til en ekstremt underholdende koncertoplevelse.

“Det er poetisk drengerøvsmusik, der presser jazzbegrebet hårdt,” skrev Politikens anmelder og gav fire flotte hjerter, da Magnus fra Gaardens debutalbum udkom. Magnus, hvis far har en gård, og hans fire velspillende venner er kendt for at holde et højt energiniveau under deres koncerter. De balancerer behændigt mellem seriøsitet og selvironi, og indfanger tilskuerne i et gennemkomponeret instrumentalt univers, hvor elementer fra jazz, rock, balkan og punk kappes om at stikke snuden længst frem.

Før farmer-boybandet går på scenen, står de på hovedet i udklædningskassen. Forklædt som alt godt fra bondegården er de klædt på til at bryde med alle jazzens konventioner. Og udover usædvanlige rytmer og skæve, disharmoniske klange er fokus på at spille heftigt, højt og humoristisk.

Magnus fra Gaarden udgav sidste år i april deres debutalbum, der indeholder hits som “Nervemedicin” og “Stærk Lakrids”, og har fået fine anmeldelser med på vejen. Ikke mindst i Tyskland, hvor bandet til efteråret tager på omfattende turné. Men først gælder det København og Copenhagen Jazz Festival.

Hos Magnus fra Gaarden syder og bobler den musikalske gryde altid, og bandet har spandevis af nye numre klar til at blive kastet ud over scenekanten. Koncerterne på Islands Brygge og i Øksnehallen vil blive tilsat ekstra ….. og hornmusik – øllen skal man selv købe!

Mon ikke publikum kan se frem til at høste nogle af Jazz Festivalens nok mest sprudlende, morsomme og heavy jazzoplevelser.

Magnus fra Gaarden er: Magnus Bak på horn, Henrik Pultz Melbye på tenorsax, Lars Bech Pilgaard på guitar, Rune Jakobsen på bas og Casper Mikkelsen på trommerne.

De kan opleves følgende steder under Copenhagen Jazz Festival:

3/7 Huset i Magstræde kl. 15

5/7 PH Cafeen kl. 15

7/7 Lygten Station kl. 21

11/7 Kulturhuset Islands Brygge kl. 16

11/7 Jazzklub Øksnehallen kl. 23

Om Magnus fra Gaarden:

- Vinder af Ung Jazz 2008.

- Finalister i Young Nordic Jazz Comets 2008.

- Finalister i LIVE Contest 2008 (tidl. DM i Rock).

- Har udgivet det anmelderroste album ”Magnus fra gaarden” (Calibrated) i

Danmark og Tyskland (udgivelsen er støttet af Kunstrådet med 87.000 kr.)

- Åbningsact ved Danish Music Awards Jazz d. 30/05 2009 i DR’s koncerthus, sendt live

i landsdækkende P2.

- Har bl.a. spillet på Copenhagen Jazzfestival, Aarhus Jazzfestival, Nordklang Festival

(St. Gallen, Schweiz), 12 Points! Festival (Dublin), Bohemia Jazzfestival (Prag).

- Nomineret til Underground Music Awards i kategorien “Alternative”.