jimmigoa_72pdi

JimmiGoa: “Got A View”

Af og til kan man møde sit musikalske match de mærkeligste steder. Søren Bertelsen og Mikael Svankjær havde i 15 år skrevet og spillet musik sammen, da de en eftermiddag, på ægte rock ‘n’ roll maner, stødte på musiker og producer Bjarne Nygaard over saftevandsbowlen til en børnefødselsdag. Duoen blev til en trio, og nu er de under navnet JimmiGoa klar med deres første singleudspil, den poprockede ørehænger “Got A View”, der netop er blevet playlistet på P4.

“Got A View” er et melodisk, swingende udsyn til en hyperkompleks verden. Med Søren Bertelsens personlige og stemningsfulde rockvokal i front, bider nummeret sig fast – helt enkelt. Sangen handler om alle de uendelige muligheder, livet lægger for dine fødder lige så snart, du træder udenfor din dør. Alt er muligt, som på den første sommerdag, hvor intet kan gå galt. Ukomplicerede øjeblikke af solskin med sand imellem tæerne, kølig hvidvin og sportsvognshår for oven.

Navnet JimmiGoa, der måske fejlagtigt kan lede tankerne mod Indien, har sin oprindelse længere mod nord nærmere betegnet på Færøerne. Forsanger Søren Bertelsen boede i en periode på det færøske fjeld ved siden af landsbyens tosse, der hver dag oksede forbi hans vinduer på en gammel rusten damecykel med en skarptsleben le under armen. JimmiGoa var naboens øgenavn, muligvis i en fordansket udgave, som bandet har lånt og de tre herrer ser det som en slags hyldest til det gådefulde, sære og skæve.

Søren Bertelsen, Mikael Svankjær og Bjarne Nygaard (Poul Krebs, Michael Falch, Karrierekanonen), der udgør JimmiGoa, samarbejder både live og i studiet med Lars Daugaard på trommer (Savage Rose, Poul Krebs) og Allan Nagel på bas (Poul Krebs). Lars Daugaard medvirker bl.a. på den aktuelle single.

“Got A View” er skrevet og performet af JimmiGoa, mixet af Thomas Alstrup og mastereret af Greg Calbi, Sterling Sound, NY.

www.jimmigoa.dk