ATTERMANN: LINJER SAGT I REGN – Release 25. maj

attermann_cover_72dpi1

Ud af anonymiteten og ind på den danske musikscene
Alle kender Lars Attermann – de ved det bare ikke. I ti år har han som speaker på DR1 guidet TV-seere fra det ene program til det næste med sin varme og betagende basbaryton. Nu er han klar med debutalbummet »Linjer sagt i regn«; et album hvor han træder ud af anonymiteten og ind på den danske musikscene med 11 sange, der kan betegnes som »folkelige sange – med bund«. Attermann har selv komponeret musikken, mens teksterne er skrevet med hjælp fra blandt andre vise- og protestsangerlegenden Benny Holst og manuskriptforfatteren Martin Kongstad. Bag sig har Attermann et erfarent hold bestående af sangerinderne Maria Køhnke, Nanna Lüders og Aud Wilken samt trommeslageren Emil de Waal og guitaristen Gustaf Ljunggren, som også har været med til at producere det aktuelle album, der udkommer den 25. maj på Nice Man Music.

Musikken har altid fyldt meget i Attermanns liv, lige fra han var helt ung, hvor hans store musikalske forbillede var rocklegenden Lou Reed. Attermann er uddannet bassist fra Musicians Institute i Hollywood i 1988. Hans musikalske rødder og hjerte ligger i rocken, og den erfarne jyde har blandt andet sunget baskor for Henning Stærk og været bassist for Poul Krebs og Johnny Madsen. Samtidig har hans store musikalske spændvidde budt ham at synge roller i musicalen »Jesus Christ Superstar«, i country-stykket »Howdie Doodie – DM i country«, teaterkoncerten »220 Waits« og operaen »Samson og Dalila«. Ligesom det var Attermann, der lagde røst til den gamle schlager »Mona Lisa« til »Krøniken«-soundtracket; en sang der opnåede stor airplay på de danske radiostationer.

»Linjer sagt i regn« er den 47-årige sanger og sangskrivers debut i eget navn. Blandt 11 meget forskellige sange møder vi bl.a. poetisk poprock i »Færgemand«, Leonard Cohensk melankoli i »Chelsea Hotel«, livsbekræftende Gustav Winckler-schlager i »Smil« og eftertænksom pop i titelnummeret »Linjer sagt i regn«. Og ikke mindst skrøbelighed i »Lukke lyset ind«: »Tiden går i stå, viljen stikker af/er det op eller ned, nat eller dag/sidder på en plads i en helt tilfældig by/med et halvtomt glas og venter på en ny«. Med albummet »Linjer sagt i regn« lægger Lars Attermann sig i sporet af nye danske trobadurer, men her er alligevel mere og andet på spil: nemlig livet som vi kender det.

Om Lars Attermann:
1988: Uddannet bassist på Musicians Institute i Hollywood
1989-94 Baskorsanger hos Henning Stærk
1990: Bas og baskor hos Poul Krebs
1991-1994: Bas og baskor med Johnny Madsen (Bounty Blue og Halgal Halbal)
1993 og 1995: Kajfas i Jesus Christ Superstar på Århus Teater og Det Ny Teater
1998 -: Speaker på DR1
2000-2003: Turne som bassist med Dan Baird (Georgia Satellites) og Henning Kvitnes (N)
2003: Sang »Mona Lisa« Med DR-Radiounderholdningsorkestret til Krøniken
2004: Medvirkede i Hit med sangen 2006: Den gamle hebræer i Samson og Dalila

attermann.nu
myspace.com/Attermann